Miljømæssige diskurser i dansk vandplanlægning

Miljømæssige diskurser i verdenspolitikken er blevet identificeret og beskrevet af professor John S. Dryzek fra Australian National University. Arbejdet er blevet publiceret i en 3. udgave i 2013. Denne kategorisering er brugt her som udgangspunkt til et hurtigt overblik af diskurserne i dansk vandplanlægning.

2. oktober 2014

De fire grundlæggende miljømæssige diskurser

Dryzek’s kategorisering af fire grundlæggende miljømæssige diskurser indebærer en bevægelse væk fra den traditionelle industrialisme. Dette kan enten ske med mindre justeringer (reformer) eller som en radikal forandring. I de jordbundne diskurser er der en accept af det nuværende politisk-økonomiske samfund og den industrielle-periodes-tankegang med forsøg på at reducere problemer, hvorimod fortalere for de opfindsomme diskurser opfatter miljømæssige udfordringer som muligheder til at opnå balance mellem økonomiske og økologiske hensyn.

Figuren viser Dryzek’s egen kategoriseringsafbildning af fire grundlæggende miljømæssige diskurser: problemløsning, overlevelelse, bæredygtighed og grøn radikalisme. De mere uddybende diskurser er stammer fra teksten i “The politics of the Earth. Environmental discourses”.

Figuren viser Dryzek’s egen kategoriseringsafbildning af fire grundlæggende miljømæssige diskurser: problemløsning, overlevelse, bæredygtighed og grøn radikalisme. De mere uddybende diskurser stammer fra teksten i “The politics of the Earth. Environmental discourses”.

 

Specifikation i kort punktform af diskurser, som findes indenfor de grundlæggende diskurser

prometisk:
– står for menneskets evner til at herske over resten af verden
– naturen består bare af komponenter, som vi kan bruge til ubegrænset vækst
– Julian Simon (1980s) argumenterer med, at når prisen falder på naturressourcer, er der ingen mangelsituation
– menneskets opfindsomhed og teknologi er løsningen, og selv vækst i befolkninger er velkomne, da det giver flere kloge hoveder til at løse problemer
– liberal kapitalisme tages for givet

økonomisk rationalisme:
– tiltro til at markedsmekanismer og menneskelig opfindsomhed vil løse de problemer som vil komme
– også kendt som Thatcherisme og Reagonomics
– enhver er en økonomisk rationel person, der forsøger at finde den bedste økonomiske mulighed for dem selv
– ingen tro på den engagerede borger
– bruger ofte ordet fri i deres retorik fx det fri marked og er modstander af yderlig lovgivning
– eksempel: US delegationen foreslog internationale omsættelige CO2-kvoter på Kyoto konferencen i 1997

administrativ rationalisme (stærk regeringsstyre):
– fælles indsats fra statsadministrationer og internationale foreninger og fælles virkemidler mod miljømæssigt pres kan faktisk løse de problemer, der måtte dukke op
– teknokratiets eksperter har den bedste tilgængelige viden og rådgiver gennem cost-benefit-analyser og risiko vurderinger for at styre udviklingen i den rette retning
– “naturen er korrekt lavere rangeret i forhold til problemløsning for mennesket”
– liberal kapitalisme tages for givet

demokratisk pragmatisme (kraftig offentlighedsinvolvering):
– borgernes meninger er vigtigere end bureaukraternes
– naturen er lavere rangeret i forhold til problemløsning for mennesket
– “økosystem-pligter” anses for grundlæggende sociale forpligtelser i grøn liberalisme
– ved udviklingen af offentlige politikker skal der eksperimenteres og samtidig gives mulighed for at offentligheden kan give kritik, for at processen kan blive ægte demokratisk
– termostat metaforen, hvor vi bare tilretter lidt, når problemer dukker op
– liberal kapitalisme tages for givet

grænser for vækst:
– der er begrænsede mængder af alle ressourcer
– “fuld frihed på almindingen vil ødelægge den for alle”, Garret Hardin (1968)
– vi har kun vores ene planet, hvor der er grænser for, hvad den kan klare af fx forsuring, forurening og klimaforandring symboliseret med rumskibet Jorden
– eliten i den industrielle production har været fortaler for diskursen i form af Club of Rome i 1972 med udgivelsen af “Grænser for vækst”, og diskursen indbefatter kontrol og hierarki
– vækst i befolkninger anses også som et grundliggende problem
– der er fokus på økosystemers globale bæreevne

bæredygtig udvikling:
– bæredygtighed er i forhold til mennesket, men biodiversitet skal beskyttes pga. at mange befolkninger er afhængige af intakte økosystemer
– det er den dominerende diskurs pga. Brundtland Kommissionen (1987)
– lighed imellem folk i den nuværende generation og mellem den nuværende generation og fremtidige generationer
– fokus er på bæredygtighed lokalt og regionalt, hvor det er nødvendigt at igangsætte tiltag (Lokal Agenda 21)
– grænser kan skubbes ved forbedringer i teknologi og eksperimentering, men det er noget uafklaret omkring grænser
– organisk vækst opnås gennem samarbejde
– arbejder for almenvellet
– accept af kapitalisme

økologisk modernisering:
– accept af kapitalisme, men en forandret kapitalisme hvor økonomiske og økologiske overvejelser er lige nødvendige for at bevæge sig væk fra den ineffektive, forurenende vækst
– metafor om en ordentlig husholdning, som maksimerer hvad husholdningens medlemmer opfatter som velvære, og på same tid minimerer affald ved effektivt at opbruge alle varer
– påstand om at der ikke er behov for at træffe hårde valg for at opnå både økonomiske og økologiske forbedringer pga. muligheder i fx teknologier med lavt kuldioxid udslip

grøn politik:
– både politisk engagement og en strukturel ændring af samfundet opfattes som nødvendige for at løse både sociale og økologiske problemer ved kontrol af den selviske mørke side af menneskers lyst og en motivation af samfundssindet
– mennesket opfattes adskilt fra naturen pga. af evnen til at tænke logisk og fornuftigt, men ikke som over naturen, og menneskets pligt er derfor ansvarlighed i forvaltningen
– der er tiltro til en mulig udvikling for mennesket
– både organisationer og individer bliver nødt til at lære

grøn bevidsthed:
– en smeltedigel, som indeholder en række forståelser såsom dyb økologi, økofeminisme, bioregionalisme, økologisk samfundssind, grøn livsstil og økoteologi, hvor den biocentriske lighed står i modsætning til mennesket dominans af naturen i andre diskurser
– diskursen appellerer til menneskets følelser og fordrer en passion/idealisme
– ingen regering tiltros evner til løsninger, og det er op til hvert enkelt individ at lave forandring
– dybdeøkologer vurdere naturen i dens hele, og ingen art fx mennesket er mere værdifuldt end andre
– ønsker om udvidelse af vildmarksområder (Earth First! Dave Foreman 2000)
– nogle dybdeøkologer accepterer en vis grad af forbrug af jordens rigdomme til at dække vitale menneskelige interesser, men dette dækker ikke fx biler, feriehuse og sportsfaciliteter
– økofeminisme angiver mænd som beslutningstagere som hovedårsagen til presset på vores økologiske system, ligeledes om dybdeøkologer, der vil jage vildt som en del af naturens orden
– liberalisme opfattes som social uretfærdigt og miljømæssigt destruktivt pga. egoistiske individers evner til udøve magt
– bioregionalister fokuserer på at tilpasse livet til at matche med mulighederne i fx et vandopland eller et landområde, som er domineret af en speciel type vegetation, og de modsætter sig den kapitalistiske økonomi og globaliseringen, som er ødelæggende for regioners identiteter
– de foretrækker en hovedvandoplandsledelse (evt. med offentlighedens deltagelse) i stedet for statsledelse
– økologisk samfundssind deler ideer med bioregionalisme, men kan udøves af motiverede borgere fra hvor de nu er
– grøn livsstil er ofte vegetarisk og inkludere cykling og andre personlige valg for at etablere en postindustriel livsstil
– økoteologi: Lynn White (1967) har argumenteret med, at det jødisk-kristne syn med Gud over naturen og mennesket i hans billede er den fundamentale årsag til menneskets misbrug af naturen, og andre religiøse folk har søgt over mod Taoisme, Buddhisme og Hinduisme, som prædiker en mere ydmyg livsstil i forhold til naturen

 

Miljømæssige diskurser afdækket i analyse af dansk vandplanlægning

Kategoriseringen af diskurser er lavet på baggrund af udtalelser som til en vis grad deles af bestemte interessenter i perioden 2010 til 2014 fra repræsentanter af nogle og 30 organisationer.

Figuren giver et overblik hvordan diskurser i dansk vandplanlægning kan opfattes placeret i Dryzek’s kategorisering af fire grundlæggende miljømæssige diskurser.

Figuren giver et overblik hvordan diskurser i dansk vandplanlægning kan opfattes placeret i Dryzek’s kategorisering af fire grundlæggende miljømæssige diskurser.

Det, der opfattes som hovedorganisationer og andre organisationer med diskurs-fælleskab, er:

– Bæredygtigt Landbrug (BL) i bedraget, der også inkluderer konsulenter som Hjeds/agronom og individuelle grundejere med høringssvar efter skabelon. De har valgt stævninger på vegne af alle medlemmer for at undgå risikoen for at få skabt præcedens på én tabt sag.

– Landbrug & Fødevarer (L&F) i stop nu, og træk lidt i land, der også inkluderer konsulenter som Møhlenberg/DHI, skovejere, dambrugsejere, levnedsmiddelindustrien og kulturelle frednings-interesser. De har valgt at anlægge repræsentative test sager mod statslige myndigheder.

– statslige myndigheder i det rigtige og omkostningseffektive, men …, der også inkluderer kommunerne, vand- og spildevandsforsyningsselskaberne plus Friluftsrådet og Økologisk Landsforening (ØKO). Myndighederne har været fortalere for de generelle virkemidler, hvilke de også selv har indset er utilstrækkelige, men på trods af det reducerede de disse virkemidler i april 2014.

– universiteterne i den målrettede differentiering, der også inkluderer konsulenter som Moeslund/Orbicon, Det Økologiske Råd (DØR) og pensionerede embedsmand Madsen/ex-NST. De har udtænkt og foreslået den differentieret brug af virkemidler, og det er OK fx at fokusere på de store søer.

– Greenpeace i the ødelagte system, der også inkluderer forfatteren og enkelte spredte udtalelser, som kun har udvist et lille engagement i processen, hvilket måske kan forklares med et globalt fokus.

– Den Europæisk Kommission (EC) og Danmarks Naturfredningsforening (DN) i den ambitiøse – fuld brug af forureneren-betaler-princippet (PPP), der også inkluderer Dansk Ornitologisk Forening (DOF), sports- og fritidsfiskere, jægere og CONCITO. De har ligeledes igangsat retslige tiltag med en forureneren-betaler-princippet test case. De ønsker at inkludere alle vandforekomster og har et nationalt (regionalt) fokus.

Et overblik til forståelse af mønstret af hvad der skiller diskurserne – Annex 37

Den fulde diskurs-analyse af udtalelser – Annex 5

Heraf ses at landbruget ikke er en samlet enhed, men derimod delt på de tre diskurser under problemløsning. Desuden ses, at grøn radikalisme stort set ikke er tilstedeværende i debatten. Postulatet fra Dryzek, om at bæredygtighedsdiskursen nu er den dominerende, er ikke åbenlyst og kan ikke konkluderes ud fra min undersøgelse.

EU som drivkraft med direktiver indeholder ganske vist intentionerne, mens implementering og opnåelse af de ønskede resultater mangler. Dog er det første sæt af vandplaner trådt i kraft igen 30. oktober 2014.

 

Forslag til yderlig læsning:

Dryzek, J. S. 2013. The politics of the Earth. Environmental discourses. Third edition, Oxford University Press, Oxford.

Jensen, J.H. 2014. The Danish implementation of the Water Framework Directive – analysis of events and storylines with a focus on river basin management plans, Aalborg University.

Hajer, M.A. 2005. “Coalitions, practices, and meaning in environmental politics: From acid rain to BSE” in Discourse theory in European politics, eds. D.R. Howarth & J. Torfing, Palgrave Macmillan, Hampshire & New York, pp. 297-315.

Hajer, M.A. 1995. The politics of environmental discourse: ecological modernization and the policy process, Clarendon Press Oxford.